Acerca de

Torsdag d. 27 juli kl 20.30, Samsø Energiakademi
Arvegods: Nikolaj Bentzon trio og Tuva Semmingsen
Arvegods kan være så meget andet end mågestel, malerier og gamle klenodier pakket ned i kasser. For pianisten Nikolaj Bentzon er hans arvegods praktisk talt også en del af hans DNA. Bentzons familiære arv udgør samtidig en vigtig del af danskernes fælles kulturarv.
På albummet ”Arvegods” dykker pianist Nikolaj Bentzon nemlig ned i sin berømte slægts musikalske historie. Med sin trio og Tuva Semmingsen deler han ud af sin tipoldemor, Emma Hartmanns, kompositioner 170 år efter hendes død.
Ønsket er at minde os alle om den rigdom, der ligger i vores danske musikhistorie og på det aktuelle album vækkes guldaldermusikken til live i fornyende og forfriskende Bentzonske versioner.
Med Matthias Petri på kontrabas og Espen Laub von Lillienskjold på trommer samt klassisk uddannede Tuva Semmingsen på vokal, fortolker Bentzon på albummet 12 af Emma Hartmanns kompositioner.
Melodierne foldes ud på et nutidigt jazzfundament og dermed fører Nikolaj Bentzon vores allesammens fælles arv ind i det 21. århundrede.
Musikalske arvestykker
De fleste kender J.P.E. Hartmann, som var en af Danmarks betydeligste komponister og en ledende kulturskikkelse i romantikkens Danmark. Knap så mange er sandsynligvis bekendt med hans første hustru, Emma Hartmann, som under pseudonym nåede at udgive en række klaverstykker, sange og romancer hen imod slutningen af sit korte liv (1807-51). Endnu færre ved, at hun er tipoldemor til pianisten Nikolaj Bentzon.
Emma Hartmann er en af få kvindelige danske komponister fra dansk kulturlivs ”guldalder-periode” i midten af det 19. århundrede. Hun nåede aldrig selv at opleve, at hendes sange blev populære i 2. halvdel af 1800-tallet, da hun døde i barselssengen i en alder af blot 44 år. Hun oplevede heller ikke, at Wilhelm Hansen i 1882 udsendte en samlet udgave af hendes værker, hvor der på titelbladet stod, at pseudonymet Frederik Palmer dækkede over Emma Hartmann.
Alle melodier snor sig om digtningen fra flere af samtidens store digtere som Christian Winther, Frederik Paludan-Müller, den finsk-svenske nationaldigter, J.L. Runeberg, samt Hartmannægteparrets nære ven og kollega Ernst Weis. Ordene synges af klassisk uddannede Tuva Semmingsen, der har en hemmelig passion for jazzmusikken som hun indimellem dyrker i både større og mindre formater og i stor grad i samarbejdet med netop Nikolaj Bentzon.
Musikken går i arv
Den prisvindende pianist, komponist og kapelmester Nikolaj Bentzon har fået musikken ind med modermælken. Allerede som barn blev han undervist at sin far, Niels Viggo Bentzon - en kulturgigant i sin samtid. Niels Viggo selv fik undervisning af sin mor, pianisten Karen Bentzon, der var barnebarn af J.P.E. Hartmann, der i øvrigt selv var søn af en musiker.
Det er ikke første gang Nikolaj Bentzon udgiver et album med kompositioner fra sin slægts historie. For omkring 10 år siden udgav han albummet “Bentzon Plays Hartmann Highlights” med ti af tipoldefar J.P.E. Hartmanns’ bedste værker for klaver.
”På det nye album bringer jeg en anden komponist fra Hartmannslægten i spil. Forskellen er, at denne gang er det på et omfortolket grundlag, så musikkens grundsubstans føres ind på mit sædvanlige, jazzbaserede musikalske virkefelt. Udtrykket på dette album er milevidt fra noget, som Emma kunne have forestillet sig. Men jeg vælger at tro, at hun med sit milde væsen nok havde tilgivet sit tipoldebarn”, slutter Bentzon.
Medvirkende:
Tuva Semmingsen: Vokal
Nikolaj Bentzon: Klaver
Matthias Petri: Kontrabas
Kristian Leth: Trommer
Tuva Semmingsen - mezzosopran
Uddannet fra Norges Musikkhøgskole ved Prof. Ingrid Bjoner, og Opera-Akademiet på Det Kgl Danske Musikkonservatorium ved Prof. Kirsten Buhl-Møller. Tuva debuterede 1999 på Det Kgl Teater som Cherubino i Figaros Bryllup, og sang samme parti på Teatro Fenice i Venedig 2000. På Det Kgl Teater har hun gjort sig bemærket i bl.a Händels Julius Cesar, Barberen i Sevilla, og i Askepot og Poppeas Kroning. Tuvas kærlighed til barokmusik har ført til samarbejde med bl.a Lars Ulrik Mortensen, Concerto Copenhagen og The King’s Consort. Med sidstnævnte har hun indspillet tre CDer for Hyperion med værker af Vivaldi.
Sammen med ensemblet Barokksolistene har Tuva indspillet en CD med arier af Händel. De kan også høres sammen i soundtracket til von Triers film ”Antichrist”. Tuva har også en hemmelig passion for jazzmusiken og den bliver ind imellem dyrket sammen med big bandet The Orchestra, eller i mindre format med Figura ensemblet.
Matthias Flemming Petri - bassist
Bachelor fra det rytmiske Musikkonservatorium og kandidat uddannet fra Manhattan School of Music. Spiller fast med danske navne som: Nikolaj Bentzon, Kresten Osgood, Thomas Blachman, Mathias Heise, Otooto, Pelle Von Bülow. Har ellers været engageret med: Eric Reed, Bob Moses, Ralph Moore, Kenny Barron, Jonathan Blake, Jonathan Pinsn, Julian Lee, Winard Harper, Emmet Cohen og mange flere.
Kristian Leth – trommeslager
Kendt som en af jazzens lidt upåagtede timekeepers, men altid garant for det seje swing og det smagfulde akkompagnement. Han har ved denne lejlighed en af de få fridage fra sin intense tournevirksomhed, hvor han rejser Skandinavien tyndt med stjernesolister fra ind- og udland.