Stemningsfuld jazz & viser på svensk
Her er en unik mulighed for at høre jazzsangerinden, Cathrine Legardh, i en hyldest af det svenske jazzikon
Monica Zetterlund. Det sker med to fremragende musikanter; Jacob Christoffersen (piano) og Jesper Thorn (bas).
Trioen har netop indspillet albummet ’En sång i en dröm’, som udkom på Storyville Records i juli
2020. De fremfører et udpluk af Monicas mange og alsidige musikperler – nogle mere kendte end andre.
Koncerten rummer således både folke- og revyviser samt jazzstandards oversat til svensk af bl.a. Beppe
Wolgers og Hasse og Tage, Povel Ramel samt Olle Adolphson – foruden sange fra samarbejdet med Bill
Evans. Legardh har med stor succes turneret i Skandinavien – for fulde huse på bl.a. Stadsteatret i
Stockholm og Helsinki.
’På klingende svensk og med en sanseligt varm vokal, gør hun sangene til sine egne samtidig med, at hun
hylder sit svenske forbillede. Hun er tro overfor poesien og humoren og dramaet og traditionen, men ogsåpersonlig, troværdig.’**** Ivan Rod, Juli 2020
’Hun har fået sangene under huden; de er blevet hendes, og hun fremfører dem på et smukt og lydefrit
svensk. Formatet vokal, klaver og bas er krævende. Legardh, Christoffersen og Thorn klarer faktisk øvelsen
med bravour, så vokalen får lov til at blomstre, samtidig med at pianisten og bassisten indimellem kan brillere med skarpt skårne soli.’**** POLITIKEN, Henrik Palle, August 2020